Anbefalinger

Læs her hvad andre mener:

Oktober 2020 – Historien om Kim Larsen

Foreningerne i Tjæreborg & Tjæreborg bibliotek.

Så har du også været på Tjæreborg Bibliotek, og det har vi nydt – og nydt godt af. En rigtig dejlig aften primært med Kim Larsen sange og ord om ham, men også smagsprøver på de andre. Gavflaben med de mange gode og positive sange til os mennesker. Du leverer varen godt, så tak for denne gang midt i en tid, hvor der kan være lidt langt mellem at “musikken spiller”

September 2020 – Historien om Otto Brandenburg

Faxe Hygge og Kulturklub ved: Hanne Petersen

Vi er en lille Hygge og Kulturklub i Faxe hvor alle er 60+. Efter en lang Corona pause startede vi op igen den 2 september med Karsten Holm. Vi havde en meget underholdende eftermiddag med anekdoter og nogle af Otto Brandenburgs sange, efter kaffepausen sang Karsten et blandet repertoire med b.l.a. John Mogensen – Kim Larsen- Cliff Richard og flere gode ørehængere fra vores ungdom. Karsten sang så godt at man sad og fik helt lyst til at danse. Begejstringen var stor, det var lige hvad vi trængte til. Tak fra os alle

September 2020 – “Carl i kirken”

Organist i skanderborg sogn Poul Bajlum skrev efter “Carl i kirken” d. 23. september 2020:

“Carl i kirken” er en musikfortælling om legendariske Carl Nielsen, formidlet af sanger Karsten Holm & Carl-trioen. Vi oplevede den med glæde i Skanderup kirke d. 23. september. Karsten fremførte en fin buket af komponistens sange og salmemelodier på en særdeles smuk og indfølende måde, og de nylavede instrumentale mellemspil var meget stemningsfulde. Det hele kædedes på smukkeste måde sammen af Karstens recitationer fra Carl Nielsens erindringsbog “Min fynske barndom”, hvilket levendegjorde oplevelsen og satte den ind i en historisk ramme.

Jeg kan varmt anbefale “Carl i kirken”

August 2020 – “Beatles i kirken”

Sognepræst ved Storring og Stjær kirker skrev efter “Beatles i kirken” premieren den 19. august 2020:

Sikke en livsbekræftende fest!
Efter måneder med corona-nedlukning kom vi med Beatles i Kirken i gang med kulturelle aktiviteter i kirken igen. Og sikke en livsbekræftende fest. Det var mere end en bevægende tur ned af memory lane med the Beatles; det var et livsbekræftende festfyrværkeri leveret af fire kompetente og sprudlende musikere, der med toner og ord for en stund sendte de mørke corona-skyer ad hekkenfeldt til og gav os tro på, at på trods af mundbind, håndsprit, visir og afstand så er livet, livet værd!
Af hjertet tak!

November 2019 – Cash i kirken i Halskov kirke

EN AFTEN MED GUDSBENÅDEDE TALENTER 🙂

Det var ‘Cash i Kirken’, og det var aftenen hvor Danmarks kvinder spillede landskamp i Parken mod Georgien, så det var med en anelse bæven, at Jacob gik rundt i kirken da det blev tirsdag aften, og lysene blev tændt i kirken, mens vi ventede på aftenens musikalske fortælling om en gudbenådet sangskriver, der havde sin Gud med sig gennem hele sit ikoniske livsforløb.

Og så begyndte bilerne at strømme til… så mange at P pladsen hurtigt blev fyldt.

Ind i kirkerummet strømmede det til fra nær og fjern, og det stod hurtigt klart at vi måtte åbne dørene og udvide rummet for at få plads til alle.

I denne kulisse af flere hundrede forventningsfulde publikummer, der havde trodset landskampen, trådte de så ind……

Fire herrer i pænt tøj, et stykke over konfirmationsalderen, med violin, kontrabas, bas, guitar, ukulele, melodica, jødeharpe, tamburin – Og en fantastisk fortælling om Johnny Cash – Nashville – ikonet, hvis sange om San Quintin, I walk the line, og livet i skyggesiden, bragte os alle tilbage til den gang vi var unge med ham.

Som Søren sagde i sin velkomst: “I aften er vi alle 24 år” 🙂

Den røde tråd var Gud, for Cash var tæt knyttet til sin skaber, som han også ofte røg i konflikt med, og derefter skrev stærke sange om. De indre opgør mellem det gode og det onde kom til udtryk i gribende tekster.

Og da ordene på podiet blev til musik, løftede kirketaget sig nærmest, da tonerne af Country sprængte rummet, og vi lod os alle rive med af stemningen og den fantastiske Nashville-sound, som alle 4 musikere mestrede til det sublime.

Det blev en aften med latter, tårer, nostalgi, gode minder.

Og en aften, hvor vi alle fik ‘luftet lufferne’ i et utal af langvarige klapsalver.

Det blev ord der trængte ind, for vi har vel alle en smule Cash i os, når vi ind imellem vakler i troen, har svært ved at finde vej, og glædes, når vi igen finder tilbage.

At Cash så evnede at tolke det, så vi andre føler at han taler direkte til os i sine sange, var hvad vi fik af et band, der var så veloplagt, velspillende og smittende, at vi lod os rive med.

Og når de så kvitterer med at være stolte over at spille i en propfyldt kirke, har vi ligesom alle givet noget til hinanden sådan en aften.

Tak for en fantastisk, – ja gudsbenådet aften alle sammen.

Oktober 2019 – Carl i kirken

Tak for en skøn aften – en fantastisk koncert med jer og Carl Nielsen!

I var jo 4 virtuoser, der med dejlige jazzificeringer og lækker lyd løftede Carl Nielsens klassikere mod himlen. Man fristes næsten til at sige, at I var bedre end originalen. Eksempelvis den rytmiske udgave af Jens vejmand eller den Charleston-agtige Irmelin Rose.

Det var sublimt og anbefalelsesværdigt! Det var så professionelt, at det var umuligt at høre, at det blot var jeres 2. koncert med ”Karl i kirken”. Jeg hørte usædvanligt mange anerkendende ord fra publikum efter koncerten.

Mange taknemmelige hilsner

Poul Raaby

Musikarrangør og administrativ leder ved Stilling Kirke, Skanderborg.

September 2019 – Carl i kirken

Sognepræst ved Storring og Stjær kirker skrev efter premieren den 18. september 2019:

Karsten Holm har gjort det igen! På modig, smuk og oplysende vis, tog Karsten Holm med band en fyldt Storring kirke med ind i både Carl Nielsens melodiske musikalske univers og hans barmdomserindringer.At Carl Nielsens nordiske melankolske musik vækker en helt speciel stemning i de fleste af os er velkendt, men at den også synes på engang let genkendelig og alligevel så forfriskende ny, oplevede vi med de spændende arrangementer med stænk af såvel Jazz, folk og pop som pianist Thomas Reil står bag. Salmer som ”Påskeblomst hvad vil du her” og ” Min Jesus lad mit hjerte få” fik i disse nye klæder og Karstens Holms så klangfulde baryton virkelig fat om de dybeste lag i hjertet – Uha det var godt! I koncerten fik vi også kendskab til andre og mindre kendte sange som Carl Nielsen har lagt musik til, ligesom Karsten Holm undervejs både med vanlig varme og humor fortalte om afgørende omstændigheder og perioder i Carl Nilesnes barndom som blev afgørende for at musikken blev Carl Nielsens livsvej.
Jeg kan kun på det allervarmeste anbefale ”Carl i kirken”. En koncertfortælling der går i hjertet og løfter os, og som på fineste vis
forbinder både det klassiske med det rytmiske og det folkelige.

Oktober 2018 – Elvis i kirken

Allerede ved ankomsten til kirken i Øster Højst i går aftes (31. okt), var det tydeligt, at aftenens koncertbegivenhed med Karsten Holm og hans musikere, pianisten Christian Spillemose og Anders Nyløkke Jørgensen på bas, var et tilløbsstykke af de helt store. Samtlige parkeringspladser var optaget, og bilerne blev nu parkeret på tilstødende veje. Et kvarter før koncertens begyndelse var de sidste reservestole allerede optaget, så kirken var fyldt til bristepunktet, da Karsten Holm slog de første toner and i en smuk række af Elvis’ mindre kendte fortolkninger af gospelsange. Det blev en fin koncert, hvor også kirkens orgen blev en del af et andet lydbillede, end det sædvanlige i Højst Kirke.

Elvis Presley er i den brede offentlighed mest kendt for rock n’roll og de på hans tid vovede hoftesving. Men Elvis var et troende menneske og havde en særlig passion for gospelsange, som han sang ofte og gerne med stor indlevelse og nærvær. Sangene er blot ikke blandt de mest kendte. Ikke desto mindre blev de tre amerikanske grammys som Elvis modtog, alle tildelt for gospeludgivelser.

Det var denne for mange ukendte side af Elvis som afdækkes på smagfuld vis i det musikalske foredrag.Karsten Holm er konservatorieuddannet operasanger, men har sunget Elvis og rock’n roll fra han var ganske ung. Der tilsattes en god portion personlighed i Karstens fortolkning af Elvis’ sange, hvilket han skal anerkendes for.

Det blev på alle måder en fin aften i Højst Kirke.

Februar 2018 – Cohen i kirken

Mange tak for en virkelig fin koncert. Jeg må indrømme at jeg har aldrig før brudt mig om Leonard Cohen før i går aftes, men i din fortolkning, da forstod jeg hvad det handlede om. Jeg har meget svært ved at abstrahere fra dårlige sangere, så Cohen og Dylan og Kim Larsen, dem har jeg det lidt svært med. Jeg kunne godt lide jeres musikalske greb med indimellem at skærpe tempo og stil, således at tekst og ånden i musikken stod meget klarere frem. Det er ikke altid komponisterne selv der skal fremføre deres værker. Det var i går aftes et lysende eksempel på.

med venlig hilsen Lene Holt Nielsen.

Februar 2018 – Historien om Kim Larsen

På alle deltageres og egne vegne, vil vi i arbejdsgruppen sige mange tak for din dejlige fortælling om Kim Larsen. Det var medlevende, spændende og gennem musikalsk. Skønt at vi kunne synge/nynne med. Du har et dejligt humør og det smitter ud over rampen.  Det var godt for humøret, så vi siger tusind tak for det.

Ulla fra højskoledag i Søndersø på Fyn

Januar 2018 – Cohen i kirken

Tak for en helt fantastisk koncert i Odense Domkirke. Jeg kom hjem for 3 timer siden og er “høj” endnu. Jeg har lyttet til jeres CD, men akustikken og æstetikken var bedre i kirken. Håber på at høre og se jer 4 fantastiske musikere igen. ?

Inger

Januar 2018 – Cohen i kirken

Jeg var til koncert med jer igår (Odense) Det var en stor oplevelse, jeg var “høj” længe efter. I synger og spiller godt, og så har i et godt lydanlæg, i spiller tilpas højt og ikke overdøver sangstemmerne, så vi kan forstå teksten. Det var også rigtigt godt, det i fortalte om Leonard Cohen, imellem sangene.

Endnu engang TAK – hilsen fra Lizzette

Maj 2017 – Cash i kirken

Hold da fast – det var godt nok et flot, godt og yderst velbesøgt arrangement – og en helt fantastisk prædiken. Et 100-års jubilæum værdigt!

Sognepræst Jørgen Løvstad Grathe kirke

December 2017

Fantastisk! – Præcis den optræden jeg havde drømt om med lidt snak om Kim Larsen og Gasolin som bonus. Karsten synger fantastisk.Anmeldt af

Lena Frederiksen

Maj 2017 – Cash i kirken

Arrangementet levede fuldt ud op til vores forventninger – der var fint samspil mellem fortælling og musik.En fantastisk aften , med noget godt musik. Karsten Holm leverede varen. Der var en god stemning mellem Karsten Holm og band, man følte at de var meget oplagte. Der var stor begejstring blandt publikum. Det var et flot, godt og yderst velbesøgt arrangement, og en helt fantastisk prædiken. Et 100-års jubilæum værdigt.Karsten Holm er lokal (nabosogn) der kom små personlige ting ind over, som gjorde det nærværende. Alt i alt – vi har kun gode ting at sige om arrangementet, og vil med glæde booke Karsten Holm en anden gang.

Med venlig hilsen Ruth Jespersen Grathe kirkes menighedsråd

December 2017 – Karsten Holm´s Kim Larsen Syng-med-underholdning

Fantastisk! -Præcis den optræden jeg havde drømt om med lidt snak om Kim Larsen og Gasolin som bonus. Karsten synger fantastisk.

Anmeldt af Lena Frederiksen d. 3. december 2017

Marts 2017 – Cohen i kirken

Det var helt vildt:

End ikke juleaften kan vi samle så stort et publikum, som Karsten Holm og Cohen-trioen ( Martin Blom, Bjørn Petersen, Knud Erik Steengaard) gjorde søndag eftermiddag (den 12. marts) i Kirke Flinterup Kirke. Koncertfortællingen om Leonard Cohen var en vidunderlig buket af smukke sange, citater og den store fortælling om livet og døden. Der var megen intensitet og nærvær’i både musikken og sangene, som rørte os alle – helt derind i hjertet, hvor det både smerter og fryder. Vi er mange, der glæder os til CD´en!

Sognepræst Kirsten Fogsgaard Flinterup kirke

Januar 2017 – Cohen i kirken

De gjorde det igen! Karsten Holm og Cohen-trioen fyldte ikke bare Storring kirke til bristepunktet og lidt til, men de fyldte også os tilhørere med en bevægende musikalsk fortolkning af Leonard Cohen, der rev os alle med. Uha, det var godt! De spillede mange af de udødelige numre, som Cohen skabte, så de gik i kroppen på en, som havde det været mesteren selv; og mellem numrene fortalte de fire musikere anekdoter om og af Cohen med den finurlige humor, som Cohen på særlig poetisk måde mestrede så godt. Karsten Holm og-trio har med ”Cash i kirken” og nu også med ”Cohen i kirken” skabt et koncept, der holder. Fuld af musikalsk kvalitet der samtidigt har noget på hjerte! Tak. –

Sognepræst Carsten Marvig fra Storring/Stjær sogne.

September 2016 – Cash i kirken

Tak for en super god aften i Skanderup kirke. I bliver bare bedre og bedre.
Det var 3. gang jeg hørte jer

Mette – Skanderborg

Juni 2013 – Elvis-show med Karsten Holm 

Helt ud over det sædvanlige. Elvis kunne ikke selv have gjort det bedre.Det var et fantastisk show. Ud over de aftalte numre gav Karsten 2 ekstra. Det var helt fantastisk og kan varm anbefales. Brudeparret var meget begejstret og jeg tror vi vil opsøge et af Karstens shows “Elvis i kirken” eller “Cash i kirken”.

Stor præcision omkring booking og fremmøde, var hurtig til svare på mails.

Anmeldt af Marit Kjærsgaard d. 16. juni 2013

Juni 2013 – Cash i Storring kirke:

Flot, stærkt og bevægende!
Sikke en aften vi havde i kirken i selskab med Karsten Holm og hans nye koncert tilbud ”Cash i kirken”. Kirken var fyldt til bristepunktet og Karsten Holm leverede sammen med sit band igen en musikalsk oplevelse af de helt store. Karsten Holm fortolkede Cash med sin store stemme, så de mange mennesker blev revet med. Mellem numrene fortalte Karsten Holm indlevende om Cashs liv og tro, så man blev bevæget! Kort sagt; det var forrygende!
Karsten Holm har med ”Elvis i kirken” og nu også med ”Cash i kirken” givet os en ny og forfriskende mulighed for at arrangere kirkekoncerter med kvalitet der når udtil et bredt publikum i alle aldre, og som samtidigt har noget på hjerte!
Tak!
Sognepræst ved Storrings kirke, Carsten Marvig

November 2011 – Gospelkoncert i Krejbjerg Kirke:
Hej Carsten
Jeg vil også gerne sige Jer rigtig mange tak for en forrygende dejlig koncert. Det var nu 2. gang jeg oplevede din Elvis-version og jeg var lige så opløftet, ja næsten svævende på en sky da gospelkoncerten var slut. Fremførelse med stil, kraft og følsomhed uden overtydning af Elvis-kropssprog. Helt perfekt til fremførelse i en kirke. Så indholdsrig at jeg vil bruge ordet forkyndelse. Sang og musik af højeste karat. Din talent er indiskutabel. Altså min anmeldelse af Holms og Spillemoses gospelkoncert i Krejbjerg kirke er 5 stjerner ud af 5 mulige.
De bedste hilsner
Kirsten Tuxen
menighedsrådmedlem

Okt. 2011 – Kirkekoncert i Eskilstrup Kirke:
Kære Karsten. Tak for sidst i Syv Kirke. Folk var glade for det, læs bare her fra en deltager:

En stor tak for “Elvis i kirken”
Onsdag den 26. var der gospel i Syv Kirke. Lidt nysgerrigt mødte jeg op, for der var jo “bare” 2 personer på programmet; men hvad oplevede jeg? En stuvende fyldt kirke samt en sanger og en pianist/organist, der fulstændig tog vejret fra de fremmødte. Det var ikke “Elevator rock” og ligende, man hører; men derimod den unge Elvis’ gospelbetagelse, hvori man tydeligt fornemmede Elvis’ religiøse ståsted. Karsten Holm, som jo er uddannet operasanger, gav den for fuld udblæsning, og støttedes fremragende af pianist/organist Christian Spillemose, som bare kunne dette med gospel på et kirkeorgel. Intet under, at der var tordenende bifald og stående ovationer til de optrædende. Syv Kirke fortjener en stor tak for at have bragt denne koncert til lokalområdet.
Med venlig hilsen
Helga Møller Christiansen, præst i Syv kirke

Okt. 2010 – Kirkekoncert i Kirke Eskilstrup Kirke:
“Elvis i kirken” var en stor fornøjelse at præsentere i Eskilstrup Kirke.

Arrangementet var en forbilledlig forening af forkyndelse og folkelighed, koncert og gudstjeneste. Karsten Holm præsenterede sig som Elvis, velspillet, men aldrig overspillet. Spillemose ledsagede fornemt på klaver og fik hele kirkerummet inddraget, når han stille vandrede op til orglet og lod det klinge med. En fin balance mellem stor amerikansk musik og jydsk stilfærdighed.

Det er let at arrangere koncerter, hvor folk kommer, men hvor indholdet intet har med kirke at gøre. Det er også let nok at arrangere noget, hvor det hele er kirke og forkyndelse, men hvor folk ikke kommer. Elvis-aftenen var en aften, hvor det hele var kirke – og samtidig masser af mennesker i kirken, dejlig musik, gode små indlæg fra Karsten Holm om de enkelte numre og oversættelse af de vigtigste tekster for dem, der ikke kunne engelsk. Sådan skal en kirkekoncert være. Folkelig, musikalsk, indholdsrig, opløftende!
Mange hilsener Lise, Sognepræst

Aug. 2010 – Kirkekoncert i Rislev kirke:
– Du skal have så mange tak for en fantastisk oplevelse.
Det var simpelt hen bare SMUKT. Jeg nød hver en strofe 🙂
Har et problem… vil så gerne købe din CD, men har ikke dankort
ell. lign. Kan jeg købe den pr. efterkrav, så vil jeg gerne det.
Med venlig hilsen Fan fra Næstved

– Vi vil meget gerne sige tak for en dejlig oplevelse i går i Rislev Kirke,
det var fantastisk. Også det du fortalte om sangene og om Elvis
Mange hilsner B & H

Aug. 2010 – Kirkekoncert i Astrup Kirke:
Hej Karsten
Tak for en god koncert i Astrup Kirke mandag d. 23-8 2010. Det var skønt at høre dig synge alle de gamle Elvisnumre. Det er med til at gøre livet gladere at høre god liveoptræden udført så GODT. Jeg beundrer din gode sangteknik. Du sang så ubesværet.
Jeg sender også en hilsen til din fabelagtige dygtige pianist.
Hilsen fra Kirsten

Apr. 2009 – Et Elvis-minde i kirken: 
Efter en flot og meget velsmagende middag og efterfølgende kaffe, gik turen tilbage til Veng Kirke. Her kunne vi mindes “The King”, rockens konge Elvis Presley. Sangeren Karsten Holm med sit én-mands orkester, Christian Spillemose, gav 17 forrygende numre – endda suppleret med et ekstra stykke. Alle stykkerne gav mindelser om Elvis Presley og det var især ældre sange, ofte med et kristent indhold – gospelsange kaldet.

Foruden Karsten Holm fortjener ros for sin sang, må en stor del af æren for succes’en gå til pianist og organist Christian Spillemose, der betjente el-pianoet på mesterlig vis. Men i nogle af stykkerne spillede han på kirkens orgel som et ekstra akkompagnement til mini-disk afspilleren, der leverede både rytmegruppe, orkester og kor til ledsagelse.

Alt i alt en god aften – ja, en god dag, som de deltagende medlemmer af Orgelklubben Herning helt sikkert vil tænke tilbage på med stor glæde.

Okt. 2008 – The story of Elvis: 
Hej “Elvis”! – Tak for et super godt og underholdende show i Hadsten lørdag aften. Din stemme var bare så ren, at den gik direkte ind og ramte en i hjertet. En uforglemmelig oplevelse. Du synger virkelig smukt.

Mvh “en fan”

Okt. 2008 – The story of Elvis:
Når to så kompetente herrer som Henrik Knudsen fra “Elvis Unlimited” i Randers og Karsten Holm med sin fantastiske sangstemme går på scenen sammen og fyrer den af i et spektakulært Elvis-show, må alle overgive sig!
Henriks enorme viden om Elvis formidles med stor entusiasme og brændende engagement, og Karsten supplerer den fantastiske historie med et udvalg af de mest kendte og elskede Elvis-sange – sunget så kvinderne i salen hviner af fryd, og stemningen stiger til kogepunktet.
Man går klogere og gladere fra en forestilling med Henrik og Karsten, og ingen er i tvivl om, at “The King is alive”!!

Irene Bartholin Poulsen
Leder af Hadsten Idræts- og Kulturhus Sløjfen

sep. 2008 – Kirkekoncert i Erritsø kirke:
Læs om “Elvis i Kirken”

Jun. 2008 – Kirkekoncert i Kolind kirke:
En anderledes koncert som varmt kan anbefales! Trods skarp konkurrence fra to nabokirker med almindelige kirkekoncerter var Kolind kirke fuld. Vi var ca. 4 gange flere end vi “plejer”. Der var nemlig de trofaste og så en hel masse, vi ellers ikke ser: unge drenge og midaldrende damer med hang til Elvis. Og vi blev ikke skuffede – kirkerummet egner sig godt til Elvis’ gospel. Karsten Holm fortalte lidt om Elvis og om sangenes bibelske indhold – og så trykkede han den ellers af, så der lød op til flere henrevne suk. Der var dels genkendelsens glæde og så en smuk stemme – som gjorde at vi måtte bede om ekstra-nummer op til flere gange. Koncerten fortjener at blive hørt mange steder, alle gik glade og opløftede hjem.

Sognepræst ved Kolind kirke Anne Kirstine Langkjer

Mar. 2008 – Kirkekoncert i Storring kirke:
Hvis I ønsker en kirkekoncert med kvalitet og som kan trække folk af huse, så skal I have fat i Karsten Holms fortolkning af Elvis og hans gospel sange – det er ganske enkelt forrygende godt! Storring kirke var fyldt til bristepunktet og Karsten Holm leverede varen, med sin fantastiske stemme. Mellem gospel-numrene fortalte Karsten om Elvis, sangenes tilblivelse og deres bibelske indhold. Og vi fik på den måde et kendskab til spændende sider af Elvis og hans tro, som mange af os ikke kendte. Endvidere skal det musikalske samarbejde med kapaciteten, Chr. Spillemose, på orgel og klaver også understreges. Og hele programmet er et forfriskende nyt og anderledes koncept til en kirkekoncert, der vil nå ud til en bred gruppe af musik elskere i alle aldre.

Sognepræst ved Storrings kirke, Carsten Marvig

Okt. 2007 – Elvis-Show i Bramming:
HEJ KARSTEN! (Tak for sidst!)
Jeg selv, min kone (Alice)! vil herved sige dig “tusind tak” for dit fantastiske ELVIS-show i fredags 23.11.07 kl. 21:00 Jo, min kone blev ‘total overrasket’ over din optræden! (dejligt) og meget, meget begejstret og imponeret over dit show, også din stemme var formidabel.

Sidst, men ikke mindst vore gæster var absolut med på melodien, og vil nok i lang, lang tid fremover huske dit show! Gæsterne kom med mange positive tilbagemeldinger. (dejligt)

Så alt i alt: GODT GÅ’ET KARSTEN! og det var prisen værd..! -så hvem ved om vi kan ‘trække’ på dig en anden god gang…?

Mange hilsner fra A & P i Bramming!

Sep. 2007 – Elvis-Show i Holstebro:
Hej Karsten!
Tusind tak for dit formidable ELVIS-Show i lørdags i Holstebro! Fødselaren var vildt imponeret, vi var vildt begejstret og gæsterne kommer med masser af positive tilbagemeldinger…

Der er mange af gæsterne som var overbeviste om at det var playback!! – Det var virkelig som at se og høre “himself” – og humoren var kanon! – Vi håber at kunne trække på dig en anden gang som SINATRA!!!!

IT WAS A TRULY GREAT PREFORMANCE!

Håber du kom godt hjem!

De bedste hilsner
Fødselarens kone

Feb. 2007 – Sinatra-Show i Århus:
Tusind tak for en pragtfuld underholdning i lørdags, lige som for 10 år siden, da du spillede til vores bryllup, hvor alle gæsterne siden har talt om jeres performing, vi din optræden til min 40 års fødselsdag i lørdags være det folk husker som noget af det største fra festen. Vi har fra flere gæster fået tilbagemeldinger om at din intro var vildt overraskende og at de følte sig hensat til en større scene, ja en sagde sågar musikhuset. Det var en kæmpe oplevelse for os og vores gæster og din professionalisme er ikke til at komme uden om.

Endnu en gang tak for, at du kom og underholdte og var med til at gøre vores fest til en begivenhed man sent vil glemme.

Håber at når vi på et tidspunkt skal holde en begivenhed har mulighed for at engagere dig igen.

40 års fødselaren

Dec. 2006. – Arkitektfirma I København:
STOR tak fordi du – på trods af de minimale fysiske forhold i vinkælderen på Kiin Kiin, strømudfald og let nervøse tjenere mv. – alligevel evnede at fyre den af, brænde igennem og bringe Elvis til live så top-professionelt, så alle måbede, tabte skuffen og totalt faldt for dit show! Hold da kæft hvor er du god, stor respekt herfra!!!!

Du var samtaleemnet resten af aftenen, og flere sysler med tanken om at hyre dig til både det ene og det andet.

50 års fødselaren og frue:
Tak for en stor musikalsk oplevelse ved 50 års fødselsdagen på Hejse Kro. Det var da et helt forrygende, flot, professionelt Elvis Show, du leverede. Smagsprøverne på Frank Sinatra og Tom Jones, jamen…. det var bare så godt, vores gæster var vildt begejstret. Vi kan kun give Karsten Holm de bedste anbefalinger.

Venlig hilsen
50 års fødselaren og fruen

De mindre Sparekassers konference på Comwell Hotel Rebild Bakker:
Tak for et fantastisk flot Elvis Show. En virkelig professionel sceneoptræden, med god timing, hvor Elvis numrene var flot sammensat, og gik ”direkte” ind hos det feststemte publikum på ca. 125 personer (flest mænd) fra 25 Sparekasser i Jylland/Øerne.

Showet var flot timet, og alle gæsterne var ”helt oppe at stå” og der var stor efterspørgsel på ”Elvis materiale” efter showet.

Søren Højgaard
Langå Sparekasse

SuperBrugsen Kjellerup:
Et frisk og veloplagt show, der vakte stor jubel hos de fremmødte ved vor generalforsamling!
Et rigtig godt arangement.

Med venlig hilsen
SuperBrugsen Kjellerup
Johs. Bach

Fan på 18:
Hej Karsten Elvis
Jeg er en pige på 18, som har været inde at se “Cooking with Elvis” to gange, – det var et KANON GODT stykke, så jeg måtte se det igen. Og Karsten! – du var fantastisk som Elvis, det skal du ha´ ros for, hvis du ikke allerede har fået det. Det skal lige siges at jeg er kæmpe Elvis-fan. Jeg har også sagt til min mor, at når jeg fylder 19, må hun meget gerne give mig sådan et ELVIS-SHOW i gave. Hun siger at jeg selv skal betale det halve, – jeg håber det lykkes, det er først til jul, så jeg har tid til at spare sammen.

Fan udtaler:
– Vi har været i Memphies i 2002, og der var jo et hav af “Elvis’er”, men Karsten han kan sagtens gøre sig i det det selskab!

Publikumsudtalelser:
– Det er et fantastisk show, fuld af energi, der er knald på – han gør
det utrolig godt!

– Det var super godt, det var simpelthen et flot “One man show”,
helt suverænt!

Fødselarerne:
Tak Karsten!
Du lavede et rigtig godt Elvis-show lørdag den 27. sep. til vor 120 års fødselsdag. Alle 107 deltager har omtalt dig positiv, og syntes at det var et flot show du lavede, så vi kan anbefale dig til andre, godt gået Karsten.

Med venlig hilsen
2 x 60 års fødselarerne