Historien om Johnny Cash

Karsten Holm synger og fortæller ”HISTORIEN OM JOHNNY CASH”. Her vil han, i stil med koncerterne i kirkerne, fortælle Cash’s historie og synge sangene til eget guitar-akkompagnement og backingmusik i forrygende kvalitet.

Bob Dylan sagde om Johnny Cash:

”Han var som Nordstjernen – du kunne styre dit skib efter ham”

Rick Rubin sagde:

”Hans storhed var ikke at han var en stor sanger og sangskriver – det var han – men det er ikke derfor vi elsker ham, vi elsker ham fordi han var et stort menneske, og hans menneskelighed skinnede igennem hans arbejde. Hvis han havde været arkitekt ville vi også have elsket ham for det.”

Engle og dæmoner blander sig med countrymusik og amerikansk musikhistorie, når Karsten Holm leverer ”Historien om CASH”. En musikalsk fortælling om Johnny Cash og den evige kamp mellem det religiøse og tilværelsens skyggesider, der var en enorm drivkraft for ham som kunstner.

”Historien om Johnny Cash” handler om de indre kampe, han hele sit liv udkæmpede, og som udmøntede sig i de formidable sange og fortolkninger, han efterlod til denne verden. Karsten Holm fortæller om Cash’ tro, hans dæmoner, stofferne og alkoholen, hans kamp for at holde misbruget nede – den evige kamp mellem det gode og det onde.

Herunder finder du eksempler på repertoiret fra ”Historien om CASH” – hvis du klikker på titlerne markeret med blåt kan du se og høre sangen men med Karsten Holm & Cash-trioen, som de lyder i kirkerne.

Karsten Holm underholder ca. 45 min. med “Historien om CASH”, hvorefter der bliver en pause. Efter pausen giver Karsten Holm smagsprøver fra sine andre sangforedrag.

Arrangementet egner sig fortrinligt til sognegårde, foredragsforeninger og lignende.

Ring eller mail og få et tilbud.